Fra 1997 – 2010 boede vi i hus i Kokkedal, og der var min helt store interesse de mange rhododendron vi over tid samlede dér. I de år, hvor vi boede i rækkehus i Fredensborg, var der ikke rigtig plads til den interesse; men siden vi i 2016 købte huset her i Munkerup er der heldigvis blevet plads til det igen!
I 1992 var jeg på en meget spændende tur til Japan og boede bl.a. to uger hos en japansk familie i Osaka. Da jeg kom hjem derfra læste jeg japansk i nogle år på handelsskole, men lagde det siden på hylden. I 2009 tog jeg det så op igen, og gik et par år på Studieskolen og var meget glad for det. Det var både sjovt og spændende! Desværre måtte jeg prioritere min tid, da jeg blev formand for grundejerforeningen i Fredensborg, og vælge det japanske fra.
I foråret 2006 fik Inger for første gang lokket mig op på en hest, og et par sæsoner red jeg en gang om ugen. Det førte også til, at Inger desværre havde hest fra 2006 til 2015 (“desværre” da den optog al hendes tid). I 2007 var vi på en uges rideferie Balkanbjergene i Bulgarien – en fantastisk oplevelse! En succes vi i øvrigt gentog igen i 2013.
Jeg holder meget af fodbold, og min favoritter er Brøndby og ikke mindst Manchester United.
Jeg har en stor samling af “wargames” – primært om Østfronten og Stillehavskrigen – stående på loftet, som supplerer min interesse for militærhistorie. Det bliver ikke til så meget med at spille, men de er jo rare at have 😉
Li’som andre “drenge” drømmer jeg også om at genoptage min interesse for modeltog, men indtil videre må det vist forblive en fjern drøm – selvom huset i Munkerup måske rummer plads til at det også kan komme frem en dag.
Sidst men ikke mindst så cykler jeg rigtig meget, både udendørs fra april til oktober, og ellers indendørs på Zwift. Jeg har fået lidt langt til arbejde nu, men jeg prøver fortsat at cykle nogle dage til og fra arbejde, plus ture i weekenden og ferier i den dejlige Nordsjællandske natur. I 2014 blev det således til over 5000 km, og her i 2017 nærmer jeg mig de 4000 km, inklusive den indendørs træning. Du kan følge med på min Strava profil.